Det er helt ok og problemfrit at købe en ejerlejlighed til sine børn via sit selskab og lade børnene bo i den, såfremt børnene betaler en leje, der svarer til markedslejen.
Der, hvor man skal passe på, er ved fastsættelsen af værdien ved ”forældrekøb”, når det er et familieselskab, der overdrager en ejendom til hovedaktionærens børn.
En lejlighed, der er udlejet uden tidsbegrænsning, vil typisk blive ansat til ca. 50 % af den normale ejendomsværdi, fordi det er vanskeligt at videresælge den for mere.
Det er derfor nærliggende for forældre at udleje til børnene uden tidsbegrænsning via deres selskab, søge om at få ejendomsværdien nedsat som følge af, at lejekontrakten er uden tidsbegrænsning og derefter overdrage lejligheden til børnene til den nedsatte ejendomsværdi. Men det går ikke, hvilket Højesteret slog fast i november 2013 i sag 32/2012, hvor de ændrede en landsretsdom.
Dette skyldes, at salget sker mellem interesseforbundne parter. Her skal salgsprisen svare til, hvad en uafhængig tredjemand ville have betalt på det tidspunkt, hvor bindende aftale er indgået jf. ligningslovens § 2, stk. 1, hvor armslængdeprincippet er lovfæstet og skal overholdes i denne sag. Lejligheden blev solgt til eneanpartshaveren i selskabet og blev fortsat udlejet til sønnen.
Hovedspørgsmålet i sagen er derfor, om der ved vurderingen af handelsværdien af ejerlejligheden ved salget skal tages hensyn til, at anpartsselskabet havde udlejet lejligheden til en søn.
Højesteret fandt ikke, at udlejningen til sønnen kan anses at udgøre en sådan byrde for anpartshaver, at dette har betydning for fastlæggelsen af lejlighedens handelsværdi ved salget til ham jf. armslængdeprincippet i ligningslovens § 2.
Handelsværdien blev herefter fastsat til lejlighedens handelsværdi på salgstidspunktet og ikke den offentlige vurdering, som var beregnet ud fra, at lejligheden var en udlejningsejendom.
